Jubilæumsinterviews

Inger Marie Eriksen, chef for Betty Sørensen Parken i Vejle, har været med fra starten. Inger Marie har i høj grad præget kulturen og den faglige og menneskelige tilgang gennem sine visioner, sin store arbejdsindsats og sit levende engagement.

Inger Marie

Inger Marie fortæller:

I løbet af maj måned 2006 havde souschef Ebbe Nørgaard Pedersen og jeg udvalgt godt og vel 100 ansøgere til jobsamtaler, og den 25. juli stod vi 36 medarbejdere her sammen med OK-Fondens ledelse og bød hinanden velkommen.

Vi lagde ud med kursus i kirkens lokaler, for her i huset var håndværkerne stadig i gang. Det blev nogle rigtig gode dage, hvor vi arbejdede med spørgsmål som:

-Hvad vil det sige at være selvbestemmende som beboer og at vi møder dem individuelt?

-Hvorfor skal vaskemaskinerne fx ikke vaske beboernes undertøj fælles?

-Hvad vil det sige at være en del af OK-Fonden - hvordan forstår vi værdierne?

Vi lavede teambuilding i skoven. Vi gik ture og lærte egnen at kende med den lokale præst og andre lokale personligheder som guider, så vi vidste, hvad det var for et område, vi var kommet til.

Vi besøgte også de kommende beboere og pårørende på de plejehjem, de skulle flytte fra. Personalet der var meget forbløffede over, at vi ikke ville høre noget om beboernes vaner - hvornår de kom op, hvad de fik at spise osv., men at vi bare gerne ville have deres medicinskemaer.

Vi gjorde det helt bevidst, fordi man skal have lov til at komme til Betty Sørensen Parken som "et nyt blad". Vi vil selv finde ud af, hvad det er for et menneske, vi har foran os. Vi spørger til det liv, de har levet, hvilke interesser de har, og hvordan de ønsker deres liv og deres hjem her hos os.

Vi vidste, at det var "pillet af" rigtig mange af beboerne, så det i stedet var blevet personalets rutiner, som var styrende for deres hverdag, og det var det, vi ville væk fra!

Da vi havde været på Betty Sørensen Parken en måneds tid, fik vi en afløser, som havde arbejdet på beboernes tidligere plejehjem. Hun fortalte om en af vores beboere, at han før ikke havde haft noget sprog, han kunne hverken gå eller stå eller noget som helst. Var kun ude af sengen én gang om ugen én time, når han skulle i bad og have bundskiftet sin seng. Har var aldrig ude af sin stue. Kunne ikke spise mad, han fik sådan noget blended specialkost.

Men det vidste vi jo heldigvis ikke! Vi vidste kun, hvad han fik af medicin. Så den kære Bent blev taget ud af sin seng og kom op i sin kørestol hver evig eneste dag. Vi vidste godt, at han havde problemer med sin mund, så han fik blød mad, men ikke specialkost. Han spiste i restauranten, og han var med ved aktiviteter og sang osv. Og allerede den første fredag til formiddagskaffen rakte han pludselig ud og tog et stykke kringle. Jeg tænkte lige straks: "Bare han ikke bliver kvalt". Men Bent spiste kringlen med velbehag. Hans sprog kom igen. I januar måned kom hans kontaktperson gående forbi hans bord efter at havde været ude at rejse i 14 dage, og så sagde Bent: "Hvor fanden har du været?"

Vi fik også en dame, hun sagde ikke andet end "Hallo". Hun havde heller ikke sprog. Kunne intet. Ingen kontakt med omverdenen, hverken med datteren eller sønnen eller den øvrige familie. Var bare blevet passet.

Men det kunne vi jo ikke nøjes med, så hun kom op, og hun kom ud. Hun kom ikke til at gå, men hun fik sproget igen. Da hun "vågnede op", spurgte vi hende: "Hvorfor er det, du sidder og siger "Hallo"? Så sagde hun: "Jeg har været telefondame hele mit liv - hvad skulle jeg ellers sige". Hun kom til at læse bøger igen og se video, kunne selv starte videoen. Hun fik jo et liv. Man tror, det er løgn, men det var i 2006 det her.

Jeg har naturligvis også oplevet at blive kritiseret undervejs. Sådan er det, når man går nye veje. Mennesker er ikke ens, og der er da givet nogle, som ikke bryder sig om vores måde at gøre tingene på. Men jeg ved, vi har løst den opgave, vi er bestilt til.

Vi var ikke velkomne i Vejle Kommune i starten. Vi var de første private, og vi var anderledes. Det var samtidig med kommunesammenlægningerne, og vi var da noget bøvl. Men ællingen blev til svane. Siden har vi haft både gensidig respekt og et kanongodt samarbejde med Vejle Kommune. Det der med at være anderledes, det gør mig ikke noget, bare jeg er i et fællesskab med andre om det.

Jeg har nogle drømme. Det er en gave at have et sted med 36 beboere, for det betyder, at jeg kan være rigtig tæt med alle - personalet, vores frivillige og ikke mindst beboerne og deres pårørende. Mit fremtidsønske er, at vi kan udvide beboerantallet, ikke mindst fordi det vil være en fordel (stor)driftsmæssigt, og i særdeleshed fordi flere så kan få glæde af det her dejlige sted.

Vi har de sidste par år haft fokus på at blive særligt gode til at arbejde med sen-hjerneskadede. Mennesker, der i en forholdsvis ung alder bliver ramt af moderat hjerneskade, er ofte tvunget til at bo på et almindeligt plejehjem, typisk blandt ældre og mennesker, der er ramt af demens. Jeg kunne godt tænke mig, at vi får et anneks eller en filial, hvor vi kan skabe nogle gode, fornuftige tilbud til den målgruppe.

Den anden målgruppe, som jeg håber at kunne arbejde mere med, er yngre demente. Det har vi også både stor interesse og stort hjerte for.

Jette Christensen er social- og sundhedsassistent og gruppeleder. Jette er en af dem, som har været med fra før beboerne flyttede ind i Betty Sørensen Parken.

Jette Christensen

Jette fortæller:

Jeg vidste med det samme, at der skulle jeg arbejde! Det var hele tilgangen - at beboerne skal leve livet, hele livet, at de har selvbestemmelsesret, at der ikke skulle være en terapi (aktivitetscenter), hvor man kører beboerne ned, og så bliver de passet der hele formiddagen. Her skulle aktiviteterne være en naturlig del af hverdagen.

Jeg kan rigtig godt lide, at vi har buffet, og at beboerne hver dag kan vælge, om de vil op at spise i restauranten, eller om de vil have maden i lejligheden. Man skal ikke være syg og dårlig for at få mad i sin inde hos sig selv. Og der er heller ikke noget kort, hvor der står, hvad beboeren spiser. Det er vigtigt, at man får noget, man har lyst til lige den dag.

Det er beboernes hjem, som vi er på besøg i, og de bestemmer. Vi kan godt have afløsere inde, som siger: "Hvorfor ligger vaskekludene og håndklæderne ikke samme sted i alle lejlighederne?" Jamen, det er op til beboerne. Der kan selvfølgelig være noget arbejdsmiljømæssigt, som gør, at vi er nødt til at rykke på nogle ting, men så er beboerne medinddraget i det.

Vi er ikke sådan: "Det kan vi ikke" eller "Det plejer vi ikke". Der er vide grænser og højt til loftet. Har du en god idé, så bare kom med den. Fremtiden for Betty Sørensen Parken er allerede begyndt med de yngre beboere, vi får ind. De er rigtig glade for vores spa bad og rickshaw cyklerne, for at der sker noget i huset, som fx vores store, årlige kulturfestival. Når man er omkring 60 år, har man jo helt naturligt nogle lidt andre ønsker, end når man er fx 95 år.

Bent Robert Jørgensen, tidligere gartnerformand på Sølund i Skanderborg og fodboldtræner i fritiden, har boet i Betty Sørensen Parken siden åbningen.

Bent Robert Jørgensen

Bent Robert fortæller:

En dag på vej hjem i bilen fra arbejde fik jeg en blodprop i hjernen, som betød, at jeg måtte på plejehjem i en ret tidlig alder. Da jeg fik tilbuddet om at flytte videre til Betty Sørensen Parken, var jeg ikke sen til at sige ja, og det er jeg glad for. Jeg har aldrig haft uoverensstemmelser med personalet eller ledelsen.

Vi har stor indflydelse og råderum her. Jeg er med i aktivitetsudvalget, sammen med en på 94 i øvrigt, jeg sidder med i budgetudvalget, og jeg deltager i de fælles aktiviteter.Maden betyder meget et sted som her, og den er gennemgående god. Hovedretterne, det er bare kræs.Vi har en rigtig dygtig fysioterapeut, Jørgen Kronborg, som jeg træner med to gange om ugen, og jeg er blevet ret god til at gå med min stok. Vi snakker en del om sport. Jeg er fra Horsens, så jeg følger selvfølgelig med "de gule". Ellers læser jeg en del. Senest har jeg læst om Nelson Mandela, som jeg anser for verdens største demokrat.

Min kone, Martha, besøger mig hver dag klokken 14.30, og jeg har mine voksne børn, Ulrik og Hanne, og gode venner. Jeg føler, jeg trives godt, og uden dem havde det været svært.

Jeg bliver ind imellem opfordret til at holde tale, når her foregår noget. Jeg skal også sige nogle ord til jubilæet, og Inger Marie og Ebbe og personalet skal i hvert fald have tak og ros.

Den 10. august fejres jubilæet med reception og "Åbent Center" fra klokken 11.00-13.00. Her bydes på et glas vin, tapas, hyggelig musikalsk underholdning og mulighed for rundvisning.
Den 17. august er der festmiddag, musik og dans for beboere, personale, frivillige, direktion, Holger Bagger-Sørensen og bestyrelsen på Kursus- og Konferencecentret Severin i Middelfart.